Vores bidrag til verdensmålene
Hos 4Høje Anlægsservice arbejder vi målrettet på at fremme realiseringen af FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling, hvorend det er muligt.
Vi har udvalgt 3 mål, som vi vil give vores primære fokus.
Mål 3: Sundhed og trivsel
Hos 4Høje Anlægsservice prioriterer vi et sundt og sikkert arbejdsmiljø, hvor vores medarbejdere trives. Vi anerkender, at et godt arbejdsmiljø ikke kun fremmer medarbejdernes velvære, men også bidrager til øget produktivitet og arbejdsglæde. Vores mål er at skabe et inspirerende miljø, hvor alle føler sig værdsatte og respekterede.
Fysisk sundhed og trivsel
For at støtte medarbejdernes fysiske velvære har vi implementeret en række initiativer:
Sundhedsforsikring: Alle ansatte er dækket af en sundhedsforsikring, der sikrer hurtig adgang til nødvendige sundhedsydelser og behandlinger.
Ergonomisk udstyr: Vi prioriterer brugen af elektriske haveredskaber frem for fossildrevne maskiner. De elektriske redskaber er markant lettere, hvilket reducerer den fysiske belastning og mindsker risikoen for arbejdsrelaterede skader. De har desuden et lavere støjniveau, hvilket både er en fordel for vores medarbejdere og naboerne til arbejdspladsen.
Psykisk arbejdsmiljø:
Vi arbejder løbende på at styrke det psykiske arbejdsmiljø gennem åben dialog og respektfuld kommunikation. Vi skaber plads til at fejle og lære. Vi har i 2025 indført strengere regler herfor, og det betyder blandt andet:
Der afholdes regelmæssige medarbejderudviklingssamtaler for alle ansatte.
Anonyme trivselsmålinger
Mindst én gang årligt, skal der gennemføres en anonym trivselsmåling, der giver os en værdifuld feedback.
Vi opfordrer aktivt vores medarbejdere til at dele idéer og bidrage til at forbedre arbejdsmiljøet.
Mål 12: Ansvarligt forbrug og produktion
Hos 4Høje Anlægsservice har vi et stærkt fokus på at reducere vores miljømæssige fodaftryk. Vi er bevidste om vores indvirkning på miljøet og tager ansvar for vores ressourceforbrug samt bortskaffelse af materialer.
Valg af materialer: Vi prioriterer at anvende materialer, der er produceret ansvarligt eller lokalt/dansk. Dette kan være genanvendelse af træ, genbrugsfliser, genanvendelse af sund jord og knust beton, samt at det er foretrukket at handle med danskproducerede blomster, planter og træer – hvilket minimerer transportens CO2-aftryk.
Vi har desuden et mindre lager af genbrugte eller overskudsmaterialer som fliser og brosten, der kan bruges i nye anlægsprojekter, og dermed fremme en cirkulær tilgang.
Håndtering af kemiske produkter: Vores medarbejdere opdateres løbende i korrekt håndtering og bortskaffelse af kemiske produkter. Dette minimerer risikoen for miljøudslip og sikrer, at vi beskytter vores natur.
Ansvarligt forbrug og drift: Vi har et stærkt fokus på at reducere vores miljømæssige fodaftryk. Derfor optimerer vi løbende vores vognpark og ruteplanlægning for at nedbringe brændstofforbruget. I 2025 har vi indkøbt vores første elbiler, og vi undersøger mulighederne for at implementere flere eldrevne køretøjer i de kommende år. Det kræver dog, at bilerne kan trække tungt udstyr, hvilket vi er opmærksomme på, da anskaffelsen af den type elbiler er en stor økonomisk investering.
Derudover lejer vi specialiseret udstyr, i stedet for at købe det. Det reducerer vores samlede ressourceforbrug.
Genanvendelse og affaldssortering: Vi har et vedholdende fokus på at sortere og genanvende affald korrekt. Organiske materialer som grene og haveaffald genanvendes til kompost eller flis, der kan bruges i nye projekter eller går til varmekilde på varmeværkerne. Dette omdanner affald til en værdifuld ressource.
Vores mål er ikke blot at følge lovgivningen, men at sætte en ny standard for miljømæssig ansvarlighed i branchen.
Mål 15: Livet på land
Bæredygtighed og biodiversitet
Hos 4Høje Anlægsservice arbejder vi aktivt med at reducere vores CO2-udledning og fremme biodiversiteten i alle vores projekter. Vores grønne tiltag inkluderer:
Plantning af træer og planter: Vi planter årligt rigtig mange hækplanter, buske og træer for at styrke lokale økosystemer. Naturligvis er en stor del af dette vores kunders fortjeneste, men vi bidrager ved at sikre træerne den bedste start i deres nye hjem. Gennem vores jordopkøb, sikrer vi også, at endnu flere træer kan blive plantet.
Etablering af blomsterbede: Vi etablerer også mange blomsterbede og vild-med-vilje-områder, for at skabe vigtige levesteder for insekter, sommerfugle og bestøvere. Disse områder hjælper med at genoprette den naturlige balance og understøtter et rigere dyre- og planteliv.
Bekæmpelse af invasive arter: Vi er specialister i at bekæmpe invasive haveplanter som japansk pileurt, kæmpebjørneklo, gyldenris og rynket rose. Disse planter udgør en trussel mod den oprindelige danske flora, da de ofte udkonkurrerer lokale arter. Vi anvender både godkendte midler og manuel fjernelse.
Biologisk ukrudtsbekæmpelse: Vi tilbyder også biologisk ukrudtsbekæmpelse, med ELMO’s innovative metode, der bruger en 100% nedbrydelig og giftfri skumblanding af 98grader varmt vand, majsolie, kokosolie og kartoffelstivelse. Denne metode fjerner effektivt de uønskede planter, helt uden at det skader miljøet.
Ansvarlig vintertjeneste
Når vi udfører vintertjeneste, prioriterer vi sikkerhed og miljø. Vi overvåger løbende vejrmeldinger for at mindske unødig brug af salt. Vi tilbyder vores kunder at vælge mellem:
Miljø-Tø: Et miljøvenligt alternativ til traditionelt vejsalt.
Traditionelt vejsalt: En effektiv løsning, som stadig er en mulighed, da Miljø-Tø er væsentligt dyrere i indkøb.