Nu blomstrer Oktoberkirsebær, Blåskæg, Hedelyng m.fl.
Det er tid til at sætte blomsterløg og plante nyt. Med de rette planter er det muligt at have blomster i haven næsten hele året.
Løg sættes i en dybde, der svarer til 2x løgets størrelse. Når man planter, er det vigtigt at løsne jorden godt, også i bunden af plantehullet. De fleste planter plantes i samme højde, som de har stået i potten. Roser skal plantes 5 cm under podestedet. Vand godt, også i tiden efter plantning. Naturligvis gør det noget hvor meget regn, der er kommet, men selvom der er kommet en del vand, er det ofte tørt 20-30 cm. nede.
Flytning af eksisterende planter i haven er også bedst i efteråret. Ønsker man at flytte lidt større træer, kan det være nødvendigt at forberede træet ved at rodskære året før. Det foregår ved, at rødderne hugges over i en vis afstand fra stammen; så sætter træet nye små rødder, som den kan trække vand med. Så tåler den bedre flytning. Husk vand vand vand.
Sunde planter, der trives og har optimale vækstbetingelser, bliver ikke så let angrebet af sygdomme og skadedyr. Det er dog de færreste haveejere, der helt slipper fri, trods indsats. En del gener kan bekæmpes med kemi. Men man kan også gøre noget uden. Fjern nedfaldne blade under træer og buske ,der er angrebet af sygdom. Ved at få dem ud af haven mindsker man risikoen for, at træet bliver angrebet igen næste år. Bl.a. blomme bliver ofte angrebet af svamp, kendetegnet ved ,at blommerne rådner på træet og bliver hængende. Det er vigtigt at få fjerne dem, så de ikke videre fører smitten til næste års høst. Brug en rive til at få blommerne ned med. Måske er det på tide at få træet beskåret, så frugterne igen kan plukkes fra jorden.
Smid ikke afrevne (sunde) blade på lossepladsen. Det er god jordforbedring. Fordel dem ud over bedene eller køkkenhaven, fræs eller grav dem ned nu, eller vent til foråret.Har man et større staudebed, kan man roligt klippe stauderne ned og smide de opsamlede bladende ud over bedet. De falder ned mellem de nedklippede stauder og beskytter mod vinterens kulde. Lad nogle dekorative frøstande stå, de pynter i vinteren især, når frosten kommer.